Spidskommenmarineret lammetykkam på spid med grøntsager

Den fremragende slagter i Ørby, Kødsnedkeren, kom lørdag med et godt råd om at genopdage spidskommen til lam. Det blev derfor til en gang langtidsmarineret lammetykkam på spid. Og det var fremragende. I forhold til hvor skarpt det ellers kan være, så er det en meget mild og afbalanceret smag, der kommer ud af det.

Denne gang kom lammestykkenerne ned i en marinade af

Knust spidskommen
Sort peber
Rapsolie
Granskudseddike

Kødet  må meget gerne ligge i marinaden fra dagen før. Det bliver det bestemt ikke ringere af

Sæt kødet på vædede spid sammen med peberfrugter, aubergine, squash, tomat, løg etc og grill det. Meget gerne først ved relativt høj varme for at give det overflade og dernæst i ca 10 min ved lavere varme, så det bliver godt mørt.

Server det med gode salater.

Hotwings

Hotwings, nuggets osv er i høj kurs her i huset.

Så ved lejlighed skal denne opskrift prøves. Den er fra et gammelt nummer af Mad&Venner, men inden bladet forsvinder, så kommer den lige med her.

Til en 40-50 kyllingevinger skal der bruges en marinade af

4½ dl æbleedikke
4½ dl ketchup
Lidt salt
1½ dl Worcestershire sauce
10 pressede fed hvidløg
9 spsk mørk farin
6 spsk chilipasta

Rør marinaden sammen, kom vingerne i bland godt. Lad det stå natten over i køleskabet og giv så vingerne 30-40 minutter ved 180 grader. Husk at vende dem ofte, så alle sider bliver gode og sprøde.

Husk også masser af servietter, for det er fedtet og godt. Send også en venlig tanke til de 20-25 kyllinger, der har måttet lade livet for at fire mennesker cirka har fået stillet deres trang til sødt, salt, bittert, surt, og umami.

Salat med rosenkål, hvidkål, æbler, persille og soyastegte mandler

Glæden ved rosenkål kan traditionelt set ligge på et meget lille sted her i familien, som i de fleste andre familier. Derfor er overraskelsen også ekstra stor hver gang det lykkes at lave noget med rosenkål, som ikke kun smager sundt, men også godt.

Det er denne salat et godt eksempel på. For det er en fremragende vintersalat med masser af saft og kraft. Den passede perfekt noget oksebov grillet over et bål.

Rosenkål
Hvidkål
Æbler
Persille
Mandler
Soya
Salt
Peber
Æbleeddike
Rapsolie

Fjern de yderste blade fra rosenkålene. Fjern mange, for det er kun de gode inderste blade, der er gode i denne salat. Skær kålene i tynde skiver. Gør det samme ved hvidkålen. De to slags kål er basis i salaten, så skær så meget som der skal bruges i alt. Ratioen er god med halv-halv.

Skær æbler i tynde både (vi bruger knap et per person). Kom dem i salaten til kålene. Så er det tid til mandlerne i soja. Kom mandler (de skal være med skal) i en pande med et godt skvæt soja. Rør hele tiden indtil sojaen er kommet ind i mandlerne og resten sidder i panden. Kom mandlerne over salaten. Hak en god håndfuld persille og kom den med sammen med noget æbleeddike og rapsolie. Smag til med salt og peber.

Så er den klar. Den har godt af at stå en halvtimes tid og samles sig, men så skal den også spises.

Rødvins- og timianmarineret oksebov over bål

Det kan sagtens lade sig gøre at grille en oksebov, selvom det ikke er en naturlig del af en tankerække om grillmad. Men den gode slagter i Ørby gav et godt råd om den del af boven, som vi fik med hjem. Den nederste del kan ikke bruges til grill, men den øverste del er fortrinlig. Mør, og meget smagfuld

Et par centimeter tykt stykke af boven gav et stykke på lidt over et kilo, der fik lov til at stå hele dagen i en marinade af

Rødvin
Olivenolie
Peber
Timian

Et par timer før blev bålstedet tændt op og kødet kom på grillristen da gløderne var klar. Fuldstændig som en almindelig bøf.

Det blev en super vintergrilloplevelse med en salat med rosen- og hvidkål og hasselbagte kartofler.

Gode og lette grillmarinader med en let sommersalat

Det er normalt svært at finde noget godt at sige om magasinet Cover Man, som er kommet her i de sidste numre (pga et godt tilbud på en parfume). Men i det sidste nye nummer var der en kort artikel om Arthur Meehan, der kom med et par klassiske og lette marinader til grillsæsonen.

Det er ikke raketvidenskab, men det må grill heller ikke være i min verden. De marinerede stykker kød kan passende spises til enten en rå tabouleh eller den nedenstånde sommersalat.

Kyllingemarinade
Fennikelfrø
Tørret koriander
Revet citronskræl
Timan
Presset hvidløg

Bland det. Gnid det ind i kødet. Lad det ligge en tid. Grill det

Til en bøf, der er god, men ikke fremragende, er den klassiske marinade på sin plads
Soya
Sirup
Balsamico

Bland det. Gnid det ind i kødet. Lad det ligge en tid. Grill det

Til det er det passende med en sommersalat bestående af
Snittet spidskål
Hakket agurk
Snittede radisser

Bland det hele sammen med en dressing bestående af
Skyr
Tykmælk/yoghurt
Sirup
Salt
Peber
Æbleeddike

Og så var det det.