Spidskommenmarineret lammetykkam på spid med grøntsager

Den fremragende slagter i Ørby, Kødsnedkeren, kom lørdag med et godt råd om at genopdage spidskommen til lam. Det blev derfor til en gang langtidsmarineret lammetykkam på spid. Og det var fremragende. I forhold til hvor skarpt det ellers kan være, så er det en meget mild og afbalanceret smag, der kommer ud af det.

Denne gang kom lammestykkenerne ned i en marinade af

Knust spidskommen
Sort peber
Rapsolie
Granskudseddike

Kødet  må meget gerne ligge i marinaden fra dagen før. Det bliver det bestemt ikke ringere af

Sæt kødet på vædede spid sammen med peberfrugter, aubergine, squash, tomat, løg etc og grill det. Meget gerne først ved relativt høj varme for at give det overflade og dernæst i ca 10 min ved lavere varme, så det bliver godt mørt.

Server det med gode salater.

Rødvins- og timianmarineret oksebov over bål

Det kan sagtens lade sig gøre at grille en oksebov, selvom det ikke er en naturlig del af en tankerække om grillmad. Men den gode slagter i Ørby gav et godt råd om den del af boven, som vi fik med hjem. Den nederste del kan ikke bruges til grill, men den øverste del er fortrinlig. Mør, og meget smagfuld

Et par centimeter tykt stykke af boven gav et stykke på lidt over et kilo, der fik lov til at stå hele dagen i en marinade af

Rødvin
Olivenolie
Peber
Timian

Et par timer før blev bålstedet tændt op og kødet kom på grillristen da gløderne var klar. Fuldstændig som en almindelig bøf.

Det blev en super vintergrilloplevelse med en salat med rosen- og hvidkål og hasselbagte kartofler.