Verdens bedste og letteste rugbrød

En god middag hos nogle venner i efteråret har sat gang i rugbrødsbagningen herhjemme. De havde netop taget hul på et helt friskt rugbrød, som ganske enkelt smagte himmelsk. Så kort tid efter fik vi en kopi af opskriften og en portion surdej, og så var vi igang.

Men som alle andre amatører skal man begå visse fejl, før man er i omdrejninger. Således også her. Undertegnede måtte allerede første gang erkende at have glemt at tage surdej fra. Så chef google måtte spørges til råds, og heldigvis havde Gastro netop haft en opskrift fra Meyer på hvordan man let og enkelt starter en surdej. Siden har det kørt på skinner med en surdej hver gang.

Selve brøddet tager ikke mere end fem minutter at samle og så er det kun ventetid i køleskabet og ovnen, der faktisk tager tid.

Den originale opskrift er vist fra et kursus i Meyers Madhus, men her i huset er der eksperimenteret lidt og det er endt med denne kombination. Det svarer til et rugbrød

200 g knækkede rugkerner
200 g rugmel
200 g forskelligt hvedemel (her bruger vi en blanding af Ølandshvede, fuldkornshvede og almindeligt hvedemel)
50 g græskarkerner
50 g solsikkekerner
50 g hørfrø
10 g salt
15 g sukker
½ øl. Især en Øko Humle fra Thy er fantatisk
4-5 dl lunkent vand
Surdej

Bland det hele godt, tag nyt surdej fra (det er vigtigt) og kom resten i en rugbrødsform. Lad den stå under et klæde i at halvt døgn i køleskabet og endnu 12 timer på køkkenbordet. Hvis der ikke er tid til et helt døgn, så lad den stå på køkkenbordet så lang tid som muligt.

Bag det ved 160 grader i ca 1½ time. Tag brødet og lad det blive i formen, som vend det på hovedet på en rist, så formen er et låg på brødet. Lad den trække en times tid og brødet er klar til brug.

Meyer foreslår, i den original vi fik, at bage ved 200 grader i 45-60 minutter, men en af fruens erfarne rugbrødsbagerkolleger anbefalede lavere temperatur og længere tid. Og det er altså et suverænt godt råd. Hermed givet videre. Ifølge rygtet har den gode kollega lavet gode brød i mere end 50 år, og ingen kan være i tvivl om at der ligger grundig research bag når professionen er professor.